Kineserne kalder dem dingzihu – sømhuse – for de stikker ud som syvtommersøm i en træstub. Gennem årene har Kina anlagt nye veje og boligblokke i en rasende fart, men indimellem er der en kineser, som bare siger nej, nej, nej. Og mener det.
Ofte er der tale om husejere, som ikke vil acceptere den kompensation, staten tilbyder. Men kinesere lægger også stor vægt på familiens arnested, jiaxiang, hvor forfædrene æres. Det er tro og følelser, og nogle gange må selv det kinesiske bureaukrati finde sig i det.




























