En ny socialdemokratisk ministerpræsident bliver valgt i Brandenburg og indgår første koalition med BSW.

Tysk ministerpræsident indgår koalition med nyt parti

Dietmar Woidk bliver taget i ed som ministerpræsident i delstaten Brandenburg. Foto: Nadja Wohlleben/Ritzau Scanpix
Dietmar Woidk bliver taget i ed som ministerpræsident i delstaten Brandenburg. Foto: Nadja Wohlleben/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I den tyske delstat Brandenburg er socialdemokraten Dietmar Woidke onsdag blevet valgt som ministerpræsident.

Han leder dermed den første tyske koalition mellem socialdemokraterne fra SPD og partiet Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW).

Det oplyser mediet Tagesschau.

Woidke skulle have flertal parlamentet i Potsdam for officielt at blive indstillet til posten som ministerpræsident.

Det var først i anden runde, at socialdemokraten fik flertal i salen. Første runde fandt sted tidligere onsdag.

Den 28. februar 2025 er der valg i Tyskland. Det er første landsdækkende valg, som partiet BSW, der blev grundlagt i 2024, stiller op til.

Den tyske kansler Olaf Scholz forventes onsdag at ansøge officielt om et tillidsvotum i parlamentet.

Det er første skridt mod det forstående valg i Tyskland. Tillidsvotummet er mest en formalitet, da det er så godt som sikkert, at parlamentet vil afvise at have tillid til regering.

Selv om partiet BSW er nyt, har det ifølge meningsmålinger gode chancer for at nå over spærregrænsen på fem procent.

Det venstreorienterede og konservative parti har vakt opsigt, fordi det modsat den nuværende tyske regering vil trække noget af støtten til krigen i Ukraine.

Den nye koalition mellem BSW og SPD følges med interesse i tiden op til det landsdækkende valg.

Særligt efter faldet af den nuværende tyske regeringskoalition mellem De Frie Demokrater (FDP), SPD og De Grønne. Regeringskoalitionen blev opløst under postyr, da den tyske kansler, Olaf Scholz, i november fyrede sin finansminister, Christian Lindner (FDP), efter længere tids uenigheder.

Den nye ministerpræsident i Brandenburg, Dietmar Woidke, vil officielt udpege sine ministre senere i dag.

Valget i Brandenburg blev afholdt i september 2024.

Dengang fik Socialdemokratiet flertallet tæt efterfulgt af det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD).

Ligeledes var der i september valg i delstaten Thüringen sted.

På torsdag forventes det, at ministerpræsidenten i Thüringen bliver valgt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her