Israels militær forsøgte at nedskyde missil fra Yemen, men fejlede. Flere meldes lettere tilskadekommet.

Jernkuplen svigtede: Missil rammer Tel Aviv

En lejlighed i Tel Aviv blev ramt af rester fra et »projektil«, der blev affyret fra Yemen og ramte den israelske storby natten til lørdag. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix
En lejlighed i Tel Aviv blev ramt af rester fra et »projektil«, der blev affyret fra Yemen og ramte den israelske storby natten til lørdag. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det centrale Israel er natten til lørdag dansk tid blevet ramt af et ’projektil’ affyret fra Yemen, oplyser Israels militær ifølge nyhedsbureauet AFP. Det sker, efter at militæret forsøgte at skyde missilet ned, men fejlede.

»Efter de sirener, der for kort tid siden lød i det centrale Israel, er et projektil affyret fra Yemen blevet identificeret, og der blev foretaget mislykkede forsøg på afværgelse«, skriver militæret på beskedtjenesten Telegram.

Det israelske luftforsvar benytter sig typisk af den såkaldte Iron Dome – på dansk jernkuppel – til at forsvare sig mod missiler. Jernkuplen er et avanceret forsvarssystem, som normalt opfanger størstedelen af de missiler, som sendes ind over landet. For en sjælden gangs skyld lykkedes det dog ikke natten til lørdag.

Andet Houthi-angreb på kort tid

Den israelske avis Times of Israel skriver kort for klokken 03.30 dansk tid, at flere personer er kommet lettere til skade som følge af missilangrebet, som Houthibevægelsen i Yemen har taget ansvaret for. Her lyder det, at missilet er landet i storbyen Tel Aviv, som ligger ved vestkysten i det centrale Israel. Ifølge AFP oplyser landets ambulancetjeneste, at 14 personer bliver behandlet for mindre skader. Nogle af dem er blevet kørt på hospitalet.

Times of Israel har også delt en video fra den israelske tv-station Kann News, hvor man angiveligt kan se det øjeblik, hvor missilet rammer Tel Aviv. Herefter følger en eksplosion. Videoen er dog ikke umiddelbart blevet uafhængigt verificeret.

Ifølge mediet har hændelsen udløst luftalarmer i det centrale Israel. Avisen skriver også, at der er meldinger om brand i Tel Aviv, og at den kan være opstået som følge af missilet.

Det skriver desuden, at det er anden gang på denne uge, at Houthibevægelsen i løbet af natten sender et missil mod Israel. Den militante Houthi-bevægelse, der ofte omtales som houthierne, tilhører det shiamuslimske mindretal i Yemen, hvor den har base. Den sidder de facto på magten i Yemen, der er et land på den sydlige spids af Den Arabiske Halvø. Houthierne støtter den militante bevægelse Hizbollah i Libanon, som Israel har udført flere angreb imod.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her