Myndighederne i den amerikanske delstat New York har fredag offentliggjort optagelser, der viser fængselsbetjente slå på en sort indsat kort tid inden hans død.
Optagelserne er fra den 9. december og stammer fra en betjents ’bodycam’ (kropskamera, der sidder på betjentes uniformer i USA, red.).
Her kan man se betjente slå den 43-årige Robert Brooks, hvis ansigt bløder, ligesom der bliver taget halsgreb på ham.
Brooks, der var indsat i et fængsel i det nordlige New York, afsonede en dom på 12 år for overfald. Samme aften som betjentene havde udsat ham for vold, blev han erklæret død.
Letitia James, der er justitsminister i delstaten, siger, at man har valgt at offentliggøre videoen for at skabe ’gennemsigtighed og ansvarlighed’.
Holdt nede og slået
Optagelserne viser, at den indsatte iført håndjern bliver fastholdt på noget, der ser ud til at være en hospitalsseng. Flere vagter holder ham i videoen nede, mens de slår på ham.
Senere ser man Brooks sætte sig op i sengen, hvorefter han bliver slæbt væk i sin halskrave.
Den foreløbige obduktion viser ifølge lokale medier, at dødsårsagen var ’kvælning ved pres på halsen’. Den fulde obduktionsrapport er endnu ikke offentliggjort.
Videoen er uden lyd, hvilket ifølge Letitia James skyldes, at vagterne ikke selv havde aktiveret deres bodycams.
Kathy Hochul, der er guvernør i New York, skriver i en erklæring, at hun fordømmer hændelsen.
»Vi har ingen tolerance over for personer, der går over stregen, bryder loven og udøver unødvendig vold«, skriver Hochul.
Den afdødes pårørende skriver i en udtalelse, at det er ’ødelæggende for hans kære at se de forfærdelige og voldelige sidste øjeblikke af Roberts liv’.
»Vi vil ikke stoppe, førend vi har sikret retfærdighed for Roberts minde«, tilføjer de pårørende i udtalelsen.
Politivold har været et stort tema i USA, særligt siden den sorte amerikaner George Floyd i 2020 blev dræbt af en hvid betjent under en anholdelse.
Episoden satte gang i bevægelsen ’Black Lives Matter’, som satte fokus på politivold såvel som almen diskrimination mod sorte borgere i USA.
ritzau
fortsæt med at læse




























