En 25-årig dansk mand er angiveligt blevet dræbt i forbindelse med et slagsmål natten til fredag på den kanariske ø Fuerteventura.
Det skriver spanske medier ifølge Ekstra Bladet.
Udenrigsministeriet bekræfter over for Ritzau, at en dansker er død i Spanien.
»Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er omkommet i Spanien. Udenrigsministeriet har kontakt til de pårørende og yder konsulær bistand. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke oplyse yderligere«, lyder det.
Konsulær bistand betyder hjælp, som et land yder til sine borgere, der bor eller rejser i udlandet, og som har brug for bistand.
Slagsmålet skal ifølge medierne være fundet sted i byen Corralejo på nordspidsen af Fuerteventura.
Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 02 lokal tid.
Da politiet kom frem til gerningsstedet, var der ingen. Senere fandt betjentene danskeren på stranden, hvor han var alvorligt såret efter stik med kniv.
Han døde på hospitalet af sine skader.
Ifølge La Provincia var en anden dansk mand på 20 år sammen med den 25-årige, da slagsmålet fandt sted. Han var i færd med at flygte fra stedet, da politiet fandt ham.
Han er også kommet til skade efter slagsmålet og er bragt til hospitalet, hvor han behandles for sine skader.
Den afdøde 25-årige blev overfaldet med kniv, mens den 20-årige blev slået med en kæp.
Som følge af det formodede drab er der iværksat en eftersøgning på hele øen, herunder kontrol med havne og lufthavne. Kontrollen skal forhindre den mistænkte i at forlade øen.
ritzau



























