Kort efter midnat anden juledag hang helikopteren i mørket over det 229 meter lange olieskib ’Eagle S’. Et billede fra det finske politi viser, hvordan en udspændt line forbinder den med en finsk kystvagt, der har fødderne plantet på dækket. Billedet er taget, da skibet befinder sig sydvest for Helsinki, og her bliver teknikere og medarbejdere fra den finske kystvagt firet op og ned, efterhånden som undersøgelserne af ’Eagle S’ skrider frem.
»En meget krævende operation«, kaldte kriminalinspektør Sami Paila det til det finske medie Ilta-Sanomat, hvor han omtaler den forbindelse ad luftvejen, som det finske politi fik etableret mellem fastlandet og olietankeren. En såkaldt luftbro.



























