Redningsfolk bruger deres bare hænder og skovle til at grave gennem grus og murbrokker for at finde overlevende efter det dødbringende jordskælv, der tirsdag ramte et afsidesliggende område i Tibet nord for Mount Everest.
Mindst 95 mennesker mistede livet, og 130 blev kvæstet ved jordskælvet, der fandt sted kort efter klokken 9 lokal tid i området Tingri i nærheden af en af Tibets helligste byer i det vestlige Kina. Det meddeler statslige kinesiske medier. Skælvet havde en styrke på 7,1 på richterskalaen og fandt sted i 10 kilometers dybde. Det er det mest dødbringende jordskælv i Kina siden december 2023, da 151 mennesker mistede livet i de nordvestlige provinser Gansu og Qinghai.




























