USA’s kommende præsident Donald Trump har anmodet en appeldomstol i New York om at annullere retssagen mod ham om bogføring af tys-tys-penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels.
Det fremgår af retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Donald Trump er allerede kendt skyldig i sagen, men der har endnu ikke været strafudmåling i sagen.
Så sent som mandag kom det frem, at Trumps advokater havde bedt dommeren Juan Merchan i New York om at udsætte strafudmålingen i sagen.
Senere på dagen afviste dommeren anmodningen.
Efter planen er der strafudmåling fredag.
For en måned siden - i december - bad Trump også om at få sagen afvist, hvilket dog ikke lykkedes.
Dengang var det Juan Merchan, der blev bedt om at droppe sagen, mens Trump denne gang altså er gået til en appeldomstol.
Trump blev i maj sidste år kendt skyldig i 34 anklagepunkter i sagen, som handler om, at han op til præsidentvalget i 2016 udbetalte penge til Stormy Daniels for at få hende til tie stille om en påstået affære mellem de to.
Udbetalingen blev bogført som en kampagneudgift, hvilket var ulovligt.
/ritzau/
ritzau
fortsæt med at læse


























