Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, ønsker at USA skal eje halvdelen af det populære sociale medie TikTok.
Det skriver han i et opslag på sit eget sociale medie Truth Social.
TikTok blev natten til søndag utilgængeligt for dets cirka 170 millioner brugere i USA.
Årsagen er en ny amerikansk lov, der forbyder TikTok i USA, hvis ikke moderselskabet ByteDance, der er grundlagt i Kina, frasælger det sociale medie. Det er søndag indtil videre ikke sket.
Men står det til Trump, der indsættes som USA’s nye præsident mandag, skal amerikanerne igen have lov til at tilgå app’en.
»Jeg vil gerne have, at USA ejer 50 procent i en joint venture. Ved at gøre det redder vi TikTok, beholder mediet på gode hænder og lader app’en være tilgængelig«.
»Uden amerikansk godkendelse er der intet TikTok. Med vores godkendelse er det hundrede milliarder kroner værd - måske billioner«, skriver han.
Desuden vil Donald Trump ’forlænge tidsperioden, før forbuddet træder i kraft, så vi kan lave en aftale, der beskytter vores nationale sikkerhed’, lyder det i opslaget.
Det samme udtalte han til det amerikanske medie NBC News lørdag.
Hvis ikke ByteDance sælger TikTok, bliver det forbudt for app-udbydere som Apple og Google at lade nye brugere downloade appen i USA.
Den vil heller ikke blive opdateret med nyt indhold.
Det bliver i sig selv ikke ulovligt for folk at have TikTok på telefonen, men udbyderne står til at få store bøder, hvis nye brugere henter appen.
Den amerikanske kongres vedtog loven om et forbud, fordi amerikanske myndigheder og politikere mener, at TikTok kan udgøre en sikkerhedsrisiko.
Loven blev fredag godkendt af USA’s Højesteret.
ritzau
fortsæt med at læse




























