Præsidenten i Belarus kommer også fremover til at hedde Alexander Lukasjenko.
Det står klart, efter at landets valgmyndigheder har erklæret den siddende præsident for vinder af valget.
Lukasjenko fik ifølge Den Centrale Valgkommissions Telegram-konto 86,78 procent af stemmerne.
Stemmeprocenten nåede angiveligt op på 85,7 procent af de 6,9 millioner stemmeberettigede.
Der var dog ikke den store spænding om udfaldet.
Lukasjenko, der har siddet på posten i 31 år, har enten fængslet sine største politiske modstander, eller også er de flygtet ud af landet.
Fakta
Sejrsmaskinen Lukasjenko
Alexander Lukasjenko har været de belarusiske vælgeres absolutte favorit, siden landet i 1994 for første gang afholdt præsidentvalg. Her er Alexander Lukasjenkos sejre:
1994 Alexander Lukasjenko fik 80,61 procent af stemmerne, mens nærmeste rival, Vyacheslav Kebich, fik 14,22 procent.
2001 Undervejs i sin første præsidentperiode gjorde en forfatningsændring, at Alexander Lukasjenko kunne side i yderligere to år. Han fik ved valgt i 2001 77,39 procent mod 16,01 procent til Uladzimir Hancaryk.
2006 Alexander Lukasjenko blev genvalgt med 84,44 procent mod Alaksandar Milinkievic’ 6,22 procent.
2010 Alexander Lukasjenko vandt med 80,44 procent foran Andrei Sannikov med 2,45 procent.
2015 84,14 procent af vælgerne pegede på Alexander Lukasjenko, mens Tatsyana Karatkyevich fik 4,48 procent.
2020 Alexander Lukasjenko fik 81,04 procent mod Sviatlana Tsikanovskajas 10.23.
2025 Alexander Lukasjenko har begået et rekordvalg. 86,78 procent er præsidentens højeste og rigeligt til at holde Sergei Syrankov (3,21 procent) stangen. Sergei Syrankov havde i valgkampen da også peget på Alexander Lukasjenko, som den bedste mand til at lede Belarus.
Samtidig er alle uafhængige medier blevet forbudt.
»Det belarusiske folk havde ikke noget valg. Det er en bitter dag for alle, der længes efter fred og demokrati«, skriver den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock på X.
Selv afviser Lukasjenko, at han har gjort noget forkert.
»Nogle valgte fængslet, andre valgte at gå i såkaldt eksil. Vi har ikke smidt nogen ud af landet«, sagde han på en pressekonference søndag.
Efter det seneste valg i 2020 opstod der massedemonstrationer og uroligheder i landet, som dog blev slået ned af belarusiske sikkerhedsstyrker.
Dengang hævdede Lukasjenkos største modkandidat, Svetlana Tikhanovskaja, at Lukasjenko havde svindlet med valgresultatet.
Hun flygtede senere ud af landet og lever nu i Litauen.
Belarus er en af Ruslands nærmeste allierede. Lukasjenko har tilladt, at russiske tropper har fået lov til at bevæge sig på belarusisk territorium, og han har også givet tilladelse til opstilling af russiske atomvåben i landet.
ritzau


























