Beredskab forventer ikke at finde overlevende, efter at et fly og en helikopter stødte sammen i USA.

Mindst 28 er døde i flysammenstød i Washington D.C.

Lyt til artiklen

Det lokale beredskab har indtil videre fundet 28 personer døde efter et sammenstød mellem et passagerfly og en militærhelikopter i Washington D.C. i USA.

Det siger John Donnelly, som er chef for beredskabet, på et pressemøde torsdag eftermiddag.

27 af personerne menes at være fra flyet, og den sidste person menes at være fra helikopteren, lyder det.

»På nuværende tidspunkt vurderer vi ikke, at der er nogen overlevende«, siger John Donnelly på pressemødet.

Der var 64 personer om bord på flyet og tre personer i helikopteren. Det vil sige, at der fortsat savnes 39 personer.

De to luftfartøjer kolliderede i luften nær lufthavnen Ronald Reagan National Airport. Den ligger i Arlington uden for Washington D.C.

På pressemødet siger USA’s transportminister, Sean Duffy, at det var en klar aften, og at både flyet og helikopteren ikke fløj usædvanligt før sammenstødet.

Han understreger, at både nationale myndigheder og lokale myndigheder samarbejder om at klarlægge, hvad der skete.

»Du kan være forsikret om, at når du flyver, er du sikker«, siger han.

På efterfølgende spørgsmål lyder det gentagne gange fra transportministeren, at USA har det sikreste luftrum i verden.

Mindst 300 redningsfolk blev sat ind efter ulykken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her