Område ved Beiruts lufthavn har været præget af angreb på væbnede styrker og FN-køretøjer, siger Libanons hær.

FN-bil brændt af nær Hizbollah-protest i Libanon

Lyt til artiklen

Mindst ét medlem af FN’s fredsbevarende styrker i Libanon, Unifil, er såret, efter at tilhængere af den militante Hizbollah-bevægelse fredag aften stak ild til en FN-bil.

Det oplyser en libanesisk sikkerhedskilde til nyhedsbureauet Reuters.

Det skete nær lufthavnen i Libanons hovedstad, Beirut.

Der er ikke umiddelbart nogen bekræftelse fra Unifil.

Men billeder fra nyhedsbureauet AFP viser en afbrændt bil med FN-logo ligger i vejsiden i området.

Libanons hær har sat soldater ind for at dæmpe urolighederne, skriver AFP.

Hæren meddeler samtidig, at der vil komme en håndfast reaktion på afbrændingen af FN-bilen, der er sket i forbindelse med en protest.

»Flere områder, især et område omkring lufthavnen, har været skueplads for demonstrationer præget af hærværk og sammenstød, herunder angreb på medlemmer af de væbnede styrker og FN-køretøjer«, skriver hæren ifølge AFP på X.

Det er anden dag i træk, at tilhængere af Hizbollah demonstrerer og blokerer veje nær lufthavnen.

De er utilfredse med en beslutning om at nægte to iranske fly tilladelse til at lande i Beirut.

Den shiitiske Hizbollah-bevægelse, der både er en milits og et politisk parti, er støttet politisk og økonomisk af Iran.

I slutningen af november indgik Hizbollah en våbenhvile med Israel, der var trængt ind i Libanon og havde bombet flere områder fra luften som svar på Hizbollahs hyppige raketangreb mod det nordlige Israel.

Libanons hær holder sammen med Unifil øje med, at våbenhvilen overholdes.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her