Det er anden dag i træk, at det går fremad med den 88-årige paves helbred, lyder det fra Vatikanet.

Syg pave Frans er fortsat i bedring

Lyt til artiklen

Pave Frans har været indlagt på et hospital i den italienske hovedstad, Rom, i to uger med en dobbeltsidet lungebetændelse.

Og for anden dag i træk forbedredes pavens tilstand.

Det oplyser Vatikanet torsdag ifølge AFP.

»Det er bekræftet, at Den Hellige Faders kliniske tilstand også er i bedring i dag (torsdag, red.)«, lyder det fra Vatikanet.

Pilgrimme og troende strømmer fortsat til Gemelli-hospitalet i Rom for at bede for den 88-årige syge pave.

Lægestaben omkring paven har dog sammen med Vatikanet advaret om, at Frans ikke er uden for livsfare.

»I betragtning af kompleksiteten af det kliniske billede er yderligere dage med klinisk stabilitet nødvendige for at afklare prognosen«, lyder det fra Vatikanet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her