Mens tiden er ved at rinde ud for den første fase af våbenhvilen i Gazastriben, har Benjamin Netanyahu, Israels regeringsleder, sendt en delegation til Egyptens hovedstad, Kairo, for at diskutere en mulig forlængelse.
Første fase af våbenhvilen ifølge aftalen løber ud allerede lørdag aften, men det lader til, at Israel og Hamas kun har gjort meget få fremskridt, hvad angår betingelserne for en fortsat våbenhvile. Det er stadig uvist, om den israelske delegation bevidst vil trække tiden ud, eller om den er taget til Egypten med et seriøst mandat til at bygge bro mellem de to parter, der stadig er dybt uenige.


























