Det bliver svært at få en aftale på plads, hvis ikke præsident Zelenskyj ændrer attitude, siger Donald Trump under mundhuggeri i Det Hvide Hus.
»Enten indgår du en aftale, eller også er vi ude«, siger Donald Trump til Volodymyr Zelenskyj.
Ordene falder under et møde mellem USA’s præsident, Donald Trump og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i det ovale værelse i Det Hvide Hus fredag aften dansk tid.
Journalister fra nyhedsbureauerne Reuters og AFP beretter, at både præsident Trump og præsident Zelenskyj taler med »høje stemmer«.
Ifølge journalister, der er til stede i lokalet, er stemningen mellem Zelenskyj, USA’s vicepræsident J.D. Vance og Trump anspændt.
Vance anklager Zelenskyj for at være »respektløs«.
Trump siger derefter, at den ukrainske leder »leger med Tredje Verdenskrig«.
Tv-billeder fra BBC viser, at parterne konstant afbryder hinanden under deres samtale.
Trump peger også på Zelenskyj og siger, at den ukrainske præsident er »respektløs«.
»Har du sagt tak bare én gang under dette møde«, spørger J.D. Vance Zelenskyj.
»Jeg er taknemmelig«, siger Zelenskyj, der har svært ved at få et ord indført.
Ukraines præsident er fredag under stor bevågenhed ankommet til Washington, D.C. for at underskrive en mineralaftale med Donald Trump.
Det er de to præsidenters første møde, siden Donald Trump flyttede ind i Det Hvide Hus.
Vicepræsident Vance siger til Zelenskyj, at vejen til fred måske er at indgå i diplomati.
Zelenskyj prøver herefter at forklare Vance, at den russiske præsident, Vladimir Putin, annekterede Krim-halvøen i 2014 og »slog folk ihjel«.
»Hvad mener du med diplomati?«, spørger Zelenskyj.
Vance kalder derefter Zelenskyjs opførsel under deres samtale for »respektløs«.
»Det her bliver fantastisk fjernsyn«, siger Donald Trump, lige inden journalisterne bliver bedt om at forlade rummet.
ritzau


























