Syrien har sat den gamle Assad-forfatning ud af spil, og nu skal et råd komme med en ny tekst til præsidenten.

Nyt syrisk råd skal vise vejen til demokrati med udkast til ny forfatning

Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, mødtes søndag med medlemmer af det råd af eksperter, der nu har fået til opgave at lave et udkast til en ny forfatning. Foto: -/Ritzau Scanpix
Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, mødtes søndag med medlemmer af det råd af eksperter, der nu har fået til opgave at lave et udkast til en ny forfatning. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Syrien har søndag nedsat et råd, der har til opgave at udarbejde en tekst til en forfatning, som skal styre landets overgang til demokrati, meddeler den midlertidige syriske præsident, Ahmed al-Sharaa, søndag.

Al-Sharaa spillede som leder for oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS) en nøglerolle i den lynoffensiv, der i december væltede den tidligere præsident Bashar al-Assads styre. Nu arbejder Syrien på at genopbygge landet og sine institutioner i kølvandet på mere end et halvt århundrede med Assad-familiens brutale styre og 13 års krig.

Rådet har i alt syv medlemmer – heriblandt en kvinde. I en meddelelse fra præsidentkontoret står der, at der er tale om et »råd af eksperter«, der skal udarbejde en »forfatningsmæssig erklæring, som styrer omstillingsfasen« i Syrien. Rådet vil overdrage sine forslag til præsidenten, står der i en meddelelse fra præsidentkontoret, men der gives ingen tidsramme. I slutningen af januar blev den tidligere Assad-forfatning sat ud af kraft, og al-Sharaa blev gjort til midlertidig præsident.

Der har været stor international opmærksomhed om, hvilken kurs Syrien vælger under de nye ledere efter Assad-styret. Sejrherrerne i lynoffensiven, HTS, har rødder i Jabhat al-Nusra, som var tæt allieret af den militante gruppe al-Qaeda, der blev grundlagt af Osama bin Laden og har udført flere angreb mod Vesten.

I 2016 brød HTS forbindelserne til Jabhat al-Nusra. Den islamistiske gruppe er kommet med mere moderate udmeldinger, siden den tog magten i Syrien.

Den syriske borgerkrig brød ud i 2011 med omfattende protester mod Assads styre. I marts 2023 blev det vurderet, at borgerkrigen i Syrien på det tidspunkt – 12 år inde i krigen – havde kostet mindst 600.000 mennesker livet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her