Artiklen er opdateret kl. 16.59 med citater fra dansk militærforsker.
USA vil ikke længere dele efterretninger med Ukraine, bekræfter CIA-direktør John Ratcliffe i et interview med Fox News ifølge Reuters og AFP. Det samme er tidligere på dagen blevet beskrevet af det britiske medie Financial Times baseret på oplysninger fra tre anonyme embedsfolk.
Onsdag siger Ratcliffe, at han tror, at standsningen på »den militære front og efterretningsfronten« vil »forsvinde«, og at »vi vil arbejde skulder ved skulder med Ukraine«.
Efter den første medieberetning om stoppet for informationsstrømmen afviste en ukrainsk embedsperson ifølge Bloomberg-journalisten Annmarie Hordern, at USA skulle være stoppet med at dele efterretninger med Ukraine, skrev hun på X. Ifølge Financial Times er de amerikanske efterretninger afgørende for, at Ukraine kan identificere og angribe russiske militærmål.
Amerikanerne har derfor trukket tæppet væk under ukrainerne ved at indstille deling af efterretningerne med Ukraine, vurderer Mikkel Storm Jensen, major og militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, over for Ritzau.
»Den fælles bunke af antenner rettet mod Rusland, hvad enten de her antenner er i form af spioner på jorden, satellitter eller fly, er jo blevet meget mindre ved at amerikanerne har trukket sig«, siger Mikkel Storm Jensen.
»De efterretninger, som amerikanerne giver, hjælper ukrainerne med varsling på meget kort sigt. Det kunne for eksempel være varsling af, hvad russiske fly laver, eller hvilke missilsystemer, de har gang i at skyde af«, siger han.
Ud over at hjælpe Ukraine med at forsvare sig mod russiske luftangreb, hjælper de amerikanske efterretninger også Ukraine med at identificere og angribe russiske militærmål, hvor russerne er svagest, fortæller Mikkel Storm Jensen.
Europæiske lande kan kun delvist kompensere for den manglende informationsstrøm fra USA, vurderer militærforskeren:
»Men uanset hvor mange efterretningskapaciteter, som Europa har, har USA jo en meget stor kapacitet på alle mulige områder. Europæerne har for eksempel ikke lige så mange satellitter, som amerikanerne har«.
USA lukker for militær støtte
Meldingerne om stoppet for USA’s informationsstrøm kommer, efter at amerikanerne mandag lukkede for militærstøtten til Ukraine. Polens premierminister, Donald Tusk, bekræftede dagen efter, at man ved grænserne mellem Ukraine og Polen mærker, at USA har igangsat et midlertidigt stop i den militære støtte. Men allerede onsdag åbner USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz for, at militærstøtten til Ukraine kan genoptages, hvis der arrangeres fredsforhandlinger og »træffes tillidsskabende foranstaltninger«. Det er uklart, hvad det indebærer.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var 28. februar på besøg i Det Hvide Hus i Washington, D.C. Men han endte med at forlade det før tid, efter at han og præsident Donald Trump kom op at skændes under et møde for rullende kameraer. På det møde udtalte Trump og vicepræsident J.D. Vance, at Zelenskyj var »utaknemmelig«. Efterfølgende sagde Trump, at Zelenskyj »ikke var klar til fred«.
Siden har Trump modtaget et brev fra Zelenskyj, hvori Ukraines præsident udtrykker, at han er klar til at deltage i fredsforhandlinger om krigen mellem Rusland og Ukraine, sagde Trump under sin første tale til Kongressen, siden han blev indsat som præsident 20. januar, natten til onsdag dansk tid.
ritzau
fortsæt med at læse


























