Ukraine støtter USA’s bud på en våbenhvile på 30 dage, men først skal det godkendes af Rusland. USA genoptager militær støtte til Ukraine og deling af efterretninger.

Trump inviterer Zelenskyj tilbage til Det Hvide Hus: Ukraine er klar til at acceptere amerikansk forslag om 30 dages våbenhvile

Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukraine støtter et amerikansk forslag om en øjeblikkelig 30-dages våbenhvile i krigen med Rusland, oplyser Ukraine og USA i en fælles erklæring.

Erklæringen kom i stand efter tirsdagens møde mellem en ukrainsk og en amerikansk delegation i Jeddah i Saudi-Arabien. Våbenhvilen er betinget af en godkendelse fra russernes side, fremgår det i erklæringen.

USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, siger ifølge AFP, at Ukraine accepterer »øjeblikkelige forhandlinger« med Rusland om en aftale. Det er nu op til USA at »overbevise« Rusland om at acceptere forslaget om en våbenhvile, skriver præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på X. Her klargør Zelenskyj desuden, at det amerikanske forslag til 30-dages våbenhvile omhandler hele frontlinjen.

USA genoptager militærstøtte

Ifølge USA’s præsident, Donald Trump, vil USA mødes med Rusland enten i dag eller i morgen, skriver Reuters. Ligeledes understreger Marco Rubio, at bolden nu er på russernes banehalvdel, siger udenrigsministeren. Trump bekræfter ifølge Reuters, at han nu vil invitere Zelenskyj tilbage til Det Hvide Hus, efter at det seneste møde endte i et mundhuggeri. Zelenskyj besøgte Trump 28. februar, men seancen mellem de to præsidenter endte i et skænderi for rullende kameraer.

Såfremt våbenhvilen på 30 dage bliver en realitet, kan den forlænges efter gensidig aftale. Den ukrainske delegation understregede på mødet, at »europæiske partnere« skal inddrages i en kommende fredsproces.

Som en del af aftalen blev landene enige om, at de hurtigst muligt indgår en omfattende aftale om udvinding af Ukraines mineralressourcer. Mineralaftalen skal udvide Ukraines økonomi og garantere landets langsigtede sikkerhed, lyder det i erklæringen.

USA vil desuden genoptage militærstøtte til Ukraine »med det samme«, oplyser USA og Ukraine i erklæringen. Derudover vil USA igen sætte i gang i dets deling af efterretninger med Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her