Afvisning af Trump skal skærpes, mener Grønlands fungerende regeringsleder, Múte B. Egede, som vil samle partier, efter at USA’s præsident svarede bekræftende på spørgsmålet om en mulig annektering.

Valgets store vinder: »Trumps udtalelser fra USA er upassende«

Foto: Nicolai West
Foto: Nicolai West
Lyt til artiklen

Jens-Frederik Nielsen, formand for partiet Demokraatit, der blev den store sejrherre ved tirsdagens valg i Grønland, går ligesom den fungerende leder af landets regering, Múte B. Egede i rette med USA’s præsident. Det sker, efter at Donald Trump torsdag aften dansk tid på spørgsmålet om en mulig annektering af Grønland svarede: »Jeg tror, det vil ske«.

»Trumps udtalelse fra USA er upassende og viser blot endnu en gang, at vi må stå sammen i sådanne situationer«, skriver Jens-Frederik Nielsen i et opslag på Facebook.

Múte B. Egede har bedt embedsværket om at indkalde de grønlandske partiledere som reaktion på den amerikanske præsident Donald Trumps seneste udtalelser, skriver Egede på Facebook torsdag aften.

»For vi må denne her gang skærpe vores afvisning til Trump. Man skal ikke blive ved med at behandle os med disrespekt. Nok er nok«, skriver han blandt andet.

Partilederne skal mødes

Lederen af den grønlandske regering, Naalakkersuisut, har tidligere blandt andet skrevet følgende på Facebook:

»Grønland er vores. Vi vil ikke være amerikanere, ej heller danskere. Vi er grønlændere. Det må amerikanerne og deres leder forstå.

Det fremgår ikke af Egedes seneste opslag, hvornår mødet vil finde sted, eller hvordan afvisningen skal skærpes, men Jens-Frederik Nielsen bekræfter på Facebook, at partilederne nu skal mødes.

Liberale Demokraatit har ligesom både den nuværende grønlandske regering og den danske afvist Trumps købstilbud.

»Lad os gøre det helt klart: Grønland er ikke til salg. Ikke i dag. Ikke i morgen. Aldrig nogensinde«, skriver partiet i sit valgprogram.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her