Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

CDU har landet en gældsaftale med SPD og De Grønne om fond på 500 milliarder euro.

»Tyskland er tilbage«: Merz har fået gældsaftale på plads

Foto: Axel Schmidt/Ritzau Scanpix
Foto: Axel Schmidt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det konservative tyske parti CDU og det socialdemokratiske parti SPD er sammen med De Grønne blevet enige om en gældsaftale, bekræfter CDU-leder Friedrich Merz, som med stor sandsynlighed bliver Tysklands næste forbundskansler.

»Tyskland er tilbage«, siger Friedrich Merz ifølge Reuters.

»Det her er en klar besked til vores fjender om, at vi er klar til at forsvare freden på vores kontinent«, tilføjer han.

Partierne er blevet enige om at gennemføre en drastisk ændring af landets gældsregler for at muliggøre en stigning i udgifter til forsvar og sikkerhed. Derudover er man blevet enige om en fond på 500 milliarder euro, der skal bruges til investeringer i infrastruktur over de næste 12 år, lyder det. Aftalen undtager udgifter til forsvar fra landets grundlovsbeskyttede gældsbremse, når de overstiger én procent af bnp, skriver Reuters.

Den nye leder af det tyske socialdemokratiske parti SPD, Lars Klingbeil, mener, at den nye gældsaftale er »et kraftigt løft« for Europas største økonomi.

»Vi har lagt grundlaget for, at Tyskland kan rejse sig igen og beskytte sig selv«, siger Lars Klingbeil ifølge Reuters.

Det tyske parlament ventes at stemme om spørgsmålet tirsdag. Der skal to tredjedeles flertal til for at lempe på den såkaldte gældsbremse. For at få det vedtaget, har CDU og SPD brug for stemmer fra De Grønne. Så sent som mandag afviste De Grønne ellers, at partiet kunne gå med til at lempe på gældsbremsen.

Den gældspakke, der er fremlagt fredag, vil indeholde klimatiltag for 100 milliarder euro. Merz vil have spørgsmålet til afstemning, inden det nye parlament tiltræder 25. marts. Mange nye parlamentarikere fra yderfløjene blev valgt ind ved sidste måneds valg, og Merz frygter, at de kan blokere for vedtagelsen.

Tysk gældsaftale får danske aktier til at stige

Nyheden om en politisk aftale blandt tyske partier får optimismen til at stige på fondsbørsen, og det er ikke tilfældigt, at tre af de fem aktier, der fredag eftermiddag har klaret sig bedst på fondsbørsen i København, hedder Vestas, NKT og Rockwool. Vestas-aktien stiger fredag ved 14-tiden med 5,9 procent, NKT stiger med 4,2 procent og Rockwool stiger med 3,6 procent.

»Det er rigtig godt nyt, hvis Tyskland er klar til at skrue op for investeringer, der kan skabe noget vækst i økonomien. Og når en aktie som Vestas fører an, så er det blandt andet fordi De Grønne også er med i aftalen«, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

Jacob Pedersen konstaterer også, at det tyske DAX-indeks stiger med hele 1,9 procent, ligesom de øvrige europæiske aktiemarkeder også er i plus:

»Det er en slags rygmarvsreaktion på et Europa, som forhåbentlig kommer op i gear i nogle udvalgte sektorer, som klart er centreret på de her investeringsambitioner. Selskaberne i de industrier, som man går målrettet efter at styrke, og deres leverandører står til at få den stærkeste medvind«.

Gældsbremsen blev indført i 2009, mens Angela Merkel var forbundskansler i Tyskland. Den sætter en øvre grænse for det strukturelle budgetunderskud i Tyskland på 0,35 procent af BNP.

Opdateres ...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her