For noget tid siden var jeg til møde med en delegation fra et af de baltiske lande. Da vi kort hilste på hinanden, forklarede jeg, at jeg arbejder med det postsovjetiske rum. En af de baltiske gæster afbrød mig og sagde, »kan vi ikke snart slippe for det der postsovjetiske?«.
Jeg forstår godt reaktionen. Sovjetunionen brød sammen i 1991, og Estland, Letland og Litauen har alle bevæget sig langt væk fra det tidligere Sovjetunionen. De orker ikke at blive mindet om, at de i årtier var underlagt det sovjetiske imperium, og de orker ikke konstant at blive forbundet med alle de dårligdomme, som karakteriserede det sovjetiske samfund.




























