Fire canadiske statsborgere er ifølge Canadas regering blevet henrettet i Kina i sager om narkorelaterede lovovertrædelser.
Det oplyste udenrigsminister Mélanie Joly onsdag på et pressemøde, beretter BBC. Her fordømte hun henrettelserne.
»Det kan ikke gøres om, og det er uforeneligt med basal menneskelig værdighed«, siger Joly på pressemødet.
Canadas udenrigsministerium oplyser, at Canada gentagne gange fra højeste niveau har opfordret Kina til at udvise nåde over for de henrettede personer.
En talsperson for den kinesiske ambassade i Canada oplyser, at der var beviser for canadiernes lovovertrædelser.
Ambassadens talsperson opfordrer samtidig den canadiske regering til at respektere Kinas juridiske suverænitet.
De fire henrettede personer havde dobbelt statsborgerskab.
ritzau




























