En slags nødråb kan man vel egentlig godt kalde det, der kom fra Grønlands afgående regeringsleder, Múte B. Egede, søndag. Her bad han internationale allierede om at sige meget mere markant fra over for Donald Trumps planer om at overtage Grønland.
»At vores øvrige allierede i det internationale samfund synes at gemme sig i et lille hjørne og nærmest hvisker, at de støtter os, har ingen effekt. Hvis de ikke højlydt siger fra over for, hvordan USA behandler Grønland, vil situationen eskalere dag for dag, og den amerikanske aggression vil tiltage. Så vi har behov for, at vores øvrige allierede klart og tydeligt kommer med deres støtte og opbakning til os«, sagde han til den grønlandske avis Sermitsiaq.




























