Myndigheder har onsdag slået til mod gruppen Brigade N’Hamedu, som ønsker Eritreas regering afsat. Det er sket med ransagninger i seks tyske delstater - og en i Danmark.
Det oplyser den tyske rigsadvokat i en pressemeddelelse.
Ransagningerne, som har fundet sted siden onsdag morgen, retter sig imod i alt 17 personer.
De 17 personer er mistænkt for at have været med til at danne og være medlemmer af en ’indenlandsk terrororganisation’, skriver rigsadvokaten.
De menes at være ledende skikkelser i Brigade N’Hamedu.
»Det drejer sig om en internationalt forbundet gruppering, hvis erklærede mål er at vælte regeringen i Eritrea«, skriver den tyske rigsadvokat.
»Udløberen i Tyskland har været aktiv siden senest 2022 og har forfulgt målene med voldelige aktioner mod lokale arrangementer, der støttes af Eritreas regering«.
Konkret beskyldes gruppen for at stå bag voldelige optøjer tæt på Frankfurt og i Stuttgart.
Der er ikke sket anholdelser onsdag. Det fremgår ikke, hvor i Danmark ransagningen har fundet sted.
ritzau




























