Artiklen er opdateret k l. 13.53
En kvinde er lørdag blevet reddet ud fra en sammenstyrtet boligblok i Mandalay i Myanmar – 30 timer efter et kraftigt jordskælv ramte byen fredag.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, der har journalister i storbyen.
Der lød klapsalver, da 30-årige Phyu Lay Khaing, blev løftet ud af murbrokkerne på en båre.
Kvindens mand, Ye Aung, var til stede, da redningsarbejdere forsigtigt fjernede murbrokkerne omkring kvinden.
»I begyndelsen troede jeg ikke, at hun ville være i live«, sagde Ye Aung, mens han ventede på, at de sidste murbrokker blev flyttet, så han kunne omfavne sin kone.
»Jeg er meget glad for at få de gode nyheder«, tilføjede han.
Efter at have givet sin kone et kram, blev parret kørt til et nærliggende hospital. Gennem vinduet kunne Ye Aung ses holde sin kone i hånden. Parret har sammen to sønner på otte og fem år.
En medarbejder fra Røde Kors har tidligere vurderet, at mere end 90 personer fortsat kan befinde sig under resterne af boligblokken.
Tidligere lørdag blev det vurderet, at 44 personer var blevet reddet ud af boligblokken i live, mens ni personer er døde.
»Jeg beder til, at de finder ham i god behold«
I Thailands hovedstad, Bangkok, har mindst 18 personer mistet livet som følge af jordskælvet. De fleste af de omkomne er arbejdere, der blev fanget i et sammenstyrtet højhus, der var i gang med at blive opført.
Uden for bygningen venter den thailandske kvinde Kannika, der er i midten af 30’erne, på nyt om sin mand Yothin, der arbejdede på 24. sal af bygningen, da den faldt sammen. Han havde rejst 300 kilometer for at arbejde på projektet og sende penge hjem til sin familie, skriver BBC.
»Jeg vil stå her, så længe det tager«, siger hun tydeligt berørt til det britiske medie. Parret har to børn hhv. 5 og 12 år, og den yngste bliver ved med at spørge, hvorfor hans far ikke har ringet.
»Han er en rigtig god mand og en rigtig god far. Vi har været sammen i mange år. Jeg beder til, at de finder ham i god behold«, siger hun til BBC.
Jordskælvet, der er blevet målt til en styrke på 7,7, ramte nordvest for Mandalay fredag eftermiddag lokal tid. Efter få minutter ramte et efterskælv med en styrke på 6,7.
Rystelserne fik bygninger til at styrte sammen, broer til at kollapse og ødelagde veje i store dele af Myanmar, der ligger i det sydøstlige Asien.
Mindst 1.644 personer i landet har mistet livet som følge af jordskælvets ødelæggelser. Det oplyste landets militærjunta lørdag.
Skælvet kunne også mærkes i Kina
ritzau/Politiken
fortsæt med at læse
Jordskælv koster mindst 17 personer livet i Bangkok
-
Tidligere dansk ambassadør frygter, at militærjuntaen i Myanmar vil bruge udenlandsk nødhjælp til sit eget bedste
-
Over 1.000 meldes døde efter jordskælv: »Jeg har aldrig set noget som det her før«
-
»Vi hører, at situationen er ret kritisk«: Katastrofechef forventer omfattende ødelæggelser efter jordskælv




























