Forsvarsminister Troels Lund (V) gjorde det i februar, og nu arbejder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på at gøre det samme. Altså mødes på tomandshånd med sin amerikanske kollega i udkanten af et møde i Bruxelles for Nato’s udenrigsministre torsdag og fredag.
I manges øjne vil det være oplagt at tale om det anspændte forhold mellem USA og Danmark på grund af striden over Grønland. Og Lars Løkke Rasmussen kan gentage budskabet fra sin video forleden om, at han »ikke bryder sig om tonen« fra amerikanerne, efter at vicepræsident JD Vance langede hårdt ud efter Danmark fra sit besøg på Pituffik Space Base. Og Trump gentog, at amerikanerne nok skal overtage Grønland »på den ene eller anden måde«.


























