Luigi Mangione, der er tiltalt for drabet på sundhedsforsikringsdirektøren Brian Thompson i New York, bør idømmes dødsstraf.
Det mener USA’s justitsminister, Pamela Bondi.
Hun har derfor bedt den føderale anklagemyndighed om at kræve dødsstraf i sagen, oplyser hun i en udtalelse ifølge Reuters.
Thompson blev dræbt af skud på Manhattan i New York i december 2024.
»Luigi Mangiones drab på Brian Thompson - en uskyldig mand og far til to små børn - var et overlagt, koldblodigt attentat, som rystede USA.
»Efter nøje overvejelser har jeg bedt de føderale anklagere om at gå efter dødsstraf i denne sag«, siger Pamela Bondi i en udtalelse.
Luigi Mangione er både tiltalt ved en domstol i delstaten New York og ved en føderal domstol.
I sagen fra New York har han nægtet sig skyldig.
Det er uvist, hvordan han forholder sig til tiltalen ved den føderale domstol.
Drabet på Brian Thompson, som var direktør for sundhedsforsikringsselskabet UnitedHealth, blev efterfølgende genstand for massiv mediebevågenhed.
ritzau
fortsæt med at læse




























