USA’s vicepræsident, JD Vance, understreger natten til fredag i et interview med tv-stationen Newsmax, at interessen for Grønland handler om national sikkerhed, og USA vil beskytte disse interesser, »come hell or high water«, hvilket kan oversættes til »uanset hvad der sker«.
Han bliver i interviewet spurgt til sin rejse til Grønland i sidste uge og præsident Donald Trumps udtalelse om, at han ikke vil tage militær magt »af bordet« for at få Grønland.
»Han siger: »Hør her, det betyder noget for vores sikkerhed. Det her betyder noget for vores missilforsvar, og vi kommer til at beskytte USA’s interesser, uanset hvad der sker««.
Efter sit besøg i Grønland i sidste uge siger Vance, at grønlænderne har »gjort det meget klart, at de ønsker at være uafhængige af Danmark«.
Vance fortæller, at han under besøget fik at vide, at de får omkring 60.000 dollars om året per person i Grønland. Ifølge Newsmax taler Vance her om penge, der kommer fra Danmark.
»Det, præsidenten har sagt, er, at vi kunne give det grønlandske folk langt flere penge. Igen: Fordi sikkerheden betyder noget for USA. Men ja, jeg tror, at de ønsker at være uafhængige af Danmark. Og når de har opnået det, kan vi have en samtale om det forhold, som vi vil have med USA i Grønland«, lyder det fra Vance.
Danmark reagerer
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), har de seneste dage været på besøg i Grønland. Hun rejser hjem fredag. Under et pressemøde med både den afgående og kommende grønlandske leder torsdag sendte hun en direkte besked til amerikanerne.
»I kan ikke annektere andre lande«, lød det fra Mette Frederiksen.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødtes med sin amerikanske modpart, Marco Rubio, i Bruxelles torsdag. Efter mødet sagde Løkke blandt andet følgende til pressen:
»Det er klart, at jeg brugte lejligheden til at slå nogle ting fast på vegne af kongeriget. Nemlig, at de her kontinuerlige udtalelser fra den amerikanske præsident med en ambition om at overtage Grønland på ingen måder er holdbare«.
ritzau
fortsæt med at læse




























