Artiklen er opdateret kl. 23.22 med opjusteret dødstal.
Mindst 58 mennesker har mistet livet, efter at et tag tirsdag kollapsede på en natklub i Santo Domingo, hovedstaden i Den Dominikanske Republik, oplyser lederen af landets nødberedskab, Juan Manuel Mendez. Over 150 meldes desuden sårede.
Omkring 400 redningsfolk kæmper for at finde overlevende i murbrokkerne på natklubben Jet Set, oplyser myndighederne. Adskillige ambulancer står klar til at fragte de sårede til hospitalet.
Ifølge lederen af landets nødberedskab kan redningsmandskabet høre folk råbe efter hjælp i murbrokkerne:
»Så længe der er håb om liv, vil alle myndigheder arbejde på at finde eller redde disse mennesker«, siger Juan Manuel Mendez.
Foreløbig er der kørt over 120 ture til hospitalet med omkring »to og tre« sårede per ambulance, fortæller Mendez.
Taget styrtede pludseligt sammen under en optræden af den lokalberømte sanger Rubby Perez, som også blev fanget i murbrokkerne. Perez’ datter, der selv formåede at redde sig ud af bygningen, har efterfølgende bekræftet, at sangeren har overlevet, men er såret og stadig fanget i bygningen. Blandt ofrene er en lokal guvernør, som døde af sine kvæstelser på hospitalet, og bandets saxofonist.
Perez’ manager, Enrique Paulino, beskriver over for AFP, at det hele skete meget pludseligt.
»Jeg troede, det var et jordskælv, så jeg kastede mig selv ned på gulvet og dækkede mit hoved«, siger manageren.
Lokale medier skriver, at der var mellem 500 og 1.000 mennesker i natklubben, da taget kollapsede efter en pludselig strømafbrydelse.
»Vi redder alle de mennesker, vi kan redde i live, og bjærger de lig, vi finder undervejs. Men vi fokuserer på de mennesker, vi kan redde i live, fordi vi hører dem bede om hjælp«, siger Juan Manuel Mendez om redningsarbejdet.
Dødstallet var først opgjort til 15, men det er siden steget.
ritzau




























