Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Seks personer meldes ifølge flere medier nu dræbt efter helikopterstyrt i Hudson River i New York.

Flere meldes dræbt: Helikopter styrter ned i Hudson-floden i New York

AP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret torsdag klokken 23.32

En helikopter er torsdag styrtet ned i Hudson River ud for Manhattan i den amerikanske storby New York.

Det oplyser politiet i New York (NYPD) på det sociale medie X.

Ifølge ABC News og Associated Press er alle ombordværende – seks personer – blevet dræbt i styrtet. Begge medier citerer unavngivne kilder fra politiet.

Ifølge ABC News er der tale om en pilot og fem passagerer. Tre af de fem passagerer er angiveligt børn, de to andre er voksne. Alle skulle være turister fra Spanien.

Helikopteren var i luften i omkring 15 minutter, inden den styrtede ned. Videooptagelser af styrtet viser helikopteren falde i vandet – tilsyneladende uden hverken rotor eller haleror.

Ifølge lokalmediet WABC styrtede helikopteren ned i Hudson River tæt på Jersey City, som ligger over for Manhattan - på den modsatte side af floden.

Kystvagten oplyser, at der er blevet spærret for skibstrafikken i området.

Anmeldelsen om ulykken blev modtaget omkring klokken 15.30 lokal tid - svarende til 21.30 dansk tid.

Ulykken sker blot et par timer efter, at et fly ramte et andet fly på jorden inden afgang fra Ronald Reagan-lufthavnen i Washington D.C.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne ved sammenstødet mellem de to fly.

Ifølge WABC skete der senest en helikopterulykke i New York i 2019, hvor en helikopter ramte taget af en skyskraber på Manhattan.

Piloten i helikopteren mistede dengang livet.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her