EU-Kommissionen er opmærksom på Ungarns forfatningsændring, der kan være i strid med EU-lov om diskrimination.

EU holder øje med Ungarns LGBTQ+-lov inden man lægger sag an

Foto: Bernadett Szabo/Ritzau Scanpix
Foto: Bernadett Szabo/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

EU-Kommissionen vil holde øje med forfatningsændringen i Ungarn og nøje analysere de forandringer, der udspringer af ændringen.

Det siger en talsperson for kommissionen tirsdag på et pressemøde.

Mandag vedtog et flertal i Ungarns parlament en forfatningsændring, som indebærer, at offentlige LGBTQ+-arrangementer kan blive forbudt, og at der kun findes to køn: mand og kvinde.

Menneskerettighedsorganisationer har opfordret EU-Kommissionen til at gribe ind. Argumentet lyder, at forfatningsændringen er imod EU’s love om at beskytte mindretal.

Ifølge talspersonen fra kommissionen skal man dog først forstå, hvordan ændringen i lovgivningen kommer til at påvirke ungarerne.

»Vi er opmærksomme på det«, siger talspersonen.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, siger, at det er beskyttelse af børn, der ligger til grund for forfatningsændringen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her