USA’s præsident, Donald Trump, vil ændre ansættelsesvilkårene for føderale embedsmænd, så de nemmere kan fyres.
Det skriver præsidenten fredag i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
Føderalt ansatte embedsmænd skal fremover klassificeres med betegnelsen ’schedule policy/career’, hvilket betyder, at de anses for at være politisk udpeget til at udføre deres job.
»Hvis disse føderalt ansatte afviser at fremme præsidentens politiske interesser eller udøver korrupt adfærd, så bør de ikke længere have et job«, skriver Trump.
»Det er sund fornuft og vil betyde, at den føderale regering omsider kan blive drevet som en forretning«, lyder det videre.
Ifølge nyhedsbureauet AP kan ændringen påvirke 50.000 føderalt ansatte, der vil være mindre beskyttet i deres ansættelse.
Everett Kelley, som er formand for de føderalt ansattes fagforening, mener, at meldingen fra Trump er et skridt i den gale retning.
»Præsidentens beslutning om at politisere det arbejde, som udføres af tusindvis af embedsmænd, vil udhule regeringens meritbaserede ansættelsessystem«.
»Det vil underminere den professionelle embedsmandstjeneste, som amerikanerne er afhængige af«, siger Everett Kelley ifølge AP i en udtalelse.
ritzau
fortsæt med at læse


























