Pave Frans nåede at være det katolske kirkes overhoved gennem 12 år. Han døde mandag morgen.

Pave Frans er død

Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den katolske kirkes overhoved, Pave Frans, er død. Han blev 88 år.

Det oplyser Vatikanet i en videoudtalelse, skriver Reuters.

Pave Frans blev født i Argentina og var den første sydamerikanske pave. Han blev valgt som pave i 2013.

»I morges klokken 07.35 vendte biskoppen af Rom, Frans, tilbage til sin faders hjem«, siger kardinal Kevin Farrell i udtalelsen.

Paven viste sig offentligt så sent som søndag, hvor han gav en påskehilsen til tusindvis af fremmødte på Peterspladsen i Rom.

»Brødre og søstre, glædelig påske«, sagde paven fra balkonen.

Det var inden da uvist, om paven, som stadig var ved at komme sig efter alvorlig sygdom, ville vise sig.

Han var i løbet af fem uger i februar og marts indlagt med en livstruende lungebetændelse.

Søndag mødtes pave Frans desuden med USA’s vicepræsident, J.D. Vance, som var på besøg i Vatikanet.

Pave Frans blev født i Argentina og var den første sydamerikanske pave.

Han blev valgt som pave i 2013.

Du lytter til Politiken • Pave Frans: En rockstjerne ud i næstekærlighed?

Dengang trådte han ind i en kirke, som var præget af en verserende sag om seksuelle overgreb begået mod børn og af interne magtkampe i Vatikanet, og han lovede med ’konkrete tiltag’ at bekæmpe overgreb mod børn.

Han havde nultolerance over for overgreb og slog fast, at ’ingen præst kan forblive præst, hvis han begår overgreb’, skriver CNN.

I en stor del af pave Frans’ tid som den katolske kirkes overhoved var han ikke den eneste i Vatikanet, der var klædt i hvidt, sådan som traditionen foreskriver, at de katolske paver er.

Også hans forgænger, Benedikt, var klædt i de karakteristiske hvide klæder, indtil sin død i december 2022.

Pave Frans har udpeget næsten 80 procent af de kardinaler, der vil skulle vælge den næste katolske pave.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her