En større politiaktion har været i gang i den svenske by Uppsala efter et skyderi, der dræbte tre personer.

Tre er dræbt efter skyderi i svensk by – gerningsmand flygtede på løbehjul

Foto: 10080 Fredrik Sandberg/tt/Ritzau Scanpix
Foto: 10080 Fredrik Sandberg/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret onsdag klokken 07.30

Tre personer er blevet dræbt som følge af skud i den svenske by Uppsala. Det bekræfter det svenske politi over for Upsala Nya Tidning.

»Vi efterforsker mord. Vi har tre mennesker, der er blevet skudt og dræbt. Vi har mange ressourcer på arbejde og er i gang med at danne os en idé om, hvad der er sket«, lød det tirsdag fra politiets talsmand Magnus Jansson Klarin.

Der er en jagt på en mistænkt i gang, som skulle være flygtet på et elektrisk løbehjul.

Politiet var stadig til stede på gerningsstedet indtil lidt før klokken fem onsdag morgen. Det skriver det svenske medie SVT.

Tilmed er en af de dræbte personer, ifølge mediets oplysninger, involveret i undersøgelsen af et andet planlagt angreb. Her var målet en pårørende til bandelederen Ismail Abdo.

Onsdag morgen har svensk politi endnu ikke foretaget nogen anholdelser.

»På nuværende tidspunkt ønsker vi ikke at udtale os yderligere om et eventuelt signalement for ikke at påvirke vidner. Den, der har set noget eller har oplysninger, må meget gerne kontakte os«, sagde Maria Hall, pressemedarbejder i det svenske politi, tirsdag aften.

Skuddene faldt udenfor en frisørsalon og politiet har banket på døre i området. Ifølge politiet arbejder de på at identificere de døde, og pårørende er ikke blevet informeret.

Politiet oplyser, at de modtog opkald fra borgere, der fortalte, at de havde hørt høje brag, der lød som skud i byens centrum. Det fik politiet til at rykke talstærkt ud.

»Den værste følelse«

Et vidne, der var på vej for at handle i supermarkedet Ica, så den formodede gerningsmand på elløbehjul kort tid inden skudepisoden.

»Jeg så ham komme rundt om et hjørne og så begyndte der at lyde skud«.

Vidnet løb til Uppsala koncert- og kongrescenter for at gemme sig.

»Man går jo i panik. Efter lidt tid gik jeg tilbage til gerningsstedet, og der var totalt kaos på pladsen«.

En svensk borger, der ved 21-tiden står ved politiafspærringerne, beretter, at hans pårørende befandt sig ved gerningsstedet, men at han ikke har hørt fra dem.

»Det er den værste følelse«, siger han til Upsala Nya Tidning.

En ’særskilt hændelse’

Det første alarmopkald kom lidt efter klokken 17, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Politiet har afspærrede et større område omkring Vaksala torv, og iværksatte det, som de kalder en ’særskilt hændelse’ i forbindelse med skuddrabene. Det meddeler de på deres hjemmeside. Udtrykket ’særskilt hændelse’ bruges af svensk politi, når de grundet ekstra behov indhenter ressourcer i resten af Sverige.

Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, sagde tirsdag til nyhedsbureauet TT, at en »brutal voldshandling har fundet sted i det centrale Uppsala«.

»Justitsministeriet er i tæt kontakt med politiet og følger situationen nøje«, lød det fra justitsministeren i en erklæring.

Karoline Fogh Lassen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her