Artiklen er opdateret kl. 20.17 med kommentar fra New Yorks katolske biskopper.
USA’s præsident, Donald Trump, har delt et billede af sig selv som pave – tilsyneladende skabt med kunstig intelligens. Billedet er blevet delt af Det Hvide Hus på det sociale medie X og af Trump selv på Truth Social. På billedet ses Trump i hvide paveklæder med pegefingeren rettet mod himlen og et guldkors om halsen.
Tidligere har Det Hvide Hus også delt et billede af Trump som konge.
Trump sagde tidligere på ugen i spøg, at han godt kunne tænke sig at blive den næste pave, da han blev spurgt, hvem han gerne vil se efterfølge afdøde pave Frans.
»Jeg kunne godt tænke mig at være pave. Det ville være mit førstevalg«, sagde han.
Han fortsatte med at sige, at han ikke havde nogen præferencer, men at der er en kardinal i New York, som er »rigtig god«. Dermed henviser han formentlig til Timothy Dolan, som har været ærkebiskop i New York siden 2009 og kardinal siden 2012. Dolan anses for at være konservativ.
Trump var blandt de mange prominente gæster, der deltog i begravelsen af paven i den italienske hovedstad, Rom.
Trump er ikke selv katolik. I størstedelen af sit liv har han tilhørt den presbyterianske kirke, som er en protestantisk kirkeretning, men i 2020 annoncerede han, at han ikke længere tilhører nogen bestemt retning inden for kristendommen.
Fornærmende
Billedet af Trump som pave har fået den tidligere italienske ministerpræsident Matteo Renzi til tasterne.
»Dette er et billede, der fornærmer troende, fornærmer institutioner og viser, at lederen af verdens højrefløj nyder at klovne rundt«, skriver Renzi på Facebook.
Heller ikke blandt de katolske biskopper i den amerikanske delstat New York er billedet blevet vel modtaget. I et opslag på X skriver New York State Catholic Conference, der repræsenterer biskopperne, at Trump ikke skal gøre grin med dem.
»Der er intet klogt eller sjovt ved dette billede, hr. præsident. Vi har lige begravet vores elskede pave Frans, og kardinalerne skal netop til at indtræde i et højtideligt konklave for at vælge en ny efterfølger til sankt Peter. Lad være med at gøre grin med os«, lyder det fra de amerikanske biskopper.
Pave Frans døde 21. april, og Donald Trump deltog i begravelsen sidste uge. En ny leder af den katolske kirke skal vælges i et såkaldt konklave. Konklavet finder sted i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Ordet konklave betyder »aflåseligt værelse«. Her samles kardinaler fra hele verden.
Det skal begynde tidligst 14 dage efter og senest 20 dage efter pavens død og er sat til at begynde onsdag 7. maj. Fredag blev skorstenen, hvorfra den hvide røg, der signalerer, at den nye pave er fundet, installeret.
ritzau
fortsæt med at læse


























