Yemens houthioprørere tager skylden for et missilangreb på Ben Gurion-lufthavnen i Israel nær storbyen Tel Aviv.
Det skriver nyhedsbureauet AFP søndag.
Et missil har ramt nær lufthavnen, oplyser myndighederne. Ben Gurion-lufthavnen er den vigtigste israelske lufthavn for international flytrafik.
Ifølge politiet var der blevet gjort adskillige forsøg på et nedskyde missilet.
Ingen er kommet alvorligt til skade, oplyser israelske redningstjenester ifølge Reuters.
Det står ikke umiddelbart klart, om nedslaget var forårsaget af missilforsvaret eller det yemenitiske missil.
Den israelske forsvarsminister, Israel Katz, truer ifølge nyhedsbureauet dpa med gengældelse.
»Vi slår tilbage med syvdobbelt kraft på, hvem end der angriber os«, siger Katz.
Nær det sted, hvor missilet slog ned, forklarer den israelske politichef Yair Hezroni, at der er et ’krater, som er flere dusin meter bredt og dybt’.
Journalister fra nyhedsbureauet AFP oplyser, at der blev hørt flere eksplosioner både ved lufthavnen og i området omkring Jerusalem.
Lufthavnen har søndag formiddag genoptaget driften.
ritzau




























