EU-Kommissionen skulle have udleveret von der Leyens sms’er med Pfizer-direktør, fastslår domstol.

Von der Leyen taber sag om udlevering af sms'er

Foto: Piroschka Van De Wouw/Ritzau Scanpix
Foto: Piroschka Van De Wouw/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

EU-Kommissionen har tabt den såkaldte Pfizer-sag ved EU-Domstolen.

Det står klart, efter at EU-Domstolen onsdag offentliggjorde sin længe ventede afgørelse i sagen, der rækker tilbage til coronaepidemien.

Sagen handler om, hvorvidt det var forkert af EU-Kommissionen at afvise en journalists anmodning om at få adgang til de sms’er, som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udvekslede med direktøren for Pfizer under coronaepidemien.

Det mener EU-Domstolen, at det var.

»I sin dom giver retten sagsøgerne medhold og annullerer kommissionens afgørelse«, hedder det i en pressemeddelelse fra EU-Domstolen.

Journalist begærede aktindsigt

Sagen tog sin begyndelse, da en journalist fra New York Times begærede aktindsigt i alle tekstbeskeder udvekslet mellem von der Leyen og Pfizers administrerende direktør, Albert Bourla, mellem den 1. januar 2021 og den 11. maj 2022.

Kommissionen gav dog afslag. Det skete med begrundelsen, at EU-Kommissionen ikke var i besiddelse af tekstbeskederne.

New York Times anlagde derefter sag ved EU-Domstolen for at få EU-Kommissionens afgørelse annulleret.

EU-Domstolen lægger vægt på, at formålet med EU’s forordning om aktindsigt er at give ret til aktindsigt med ’størst mulig virkning’.

Derfor bør ’alle’ institutionernes dokumenter ifølge domstolen ’som hovedregel’ være offentligt tilgængelige.

EU-Domstolen afviser også EU-Kommissionens forklaring om, at dokumenter ikke fandtes.

»I det foreliggende tilfælde bemærker Retten, at Kommissionens svar angående de ønskede tekstbeskeder gennem hele proceduren enten er baseret på antagelser eller på skiftende eller unøjagtige oplysninger«, lyder det.

Omvendt er det ifølge domstolen lykkedes for New York Times at fremlægge ’relevante og samstemmende oplysninger, der beskriver, at der har været udvekslinger.’

Især i form af tekstbeskeder mellem von der Leyen og Pfizers administrerende direktør.

Tekstbeskederne var sendt i forbindelse med kommissionens køb af vacciner hos Pfizer under coronaepidemien.

»Det er således lykkedes dem (New York Times, red.) at afkræfte formodningen om, at de ønskede dokumenter ikke findes, og at kommissionen ikke er i besiddelse af dem«, fastslår EU-Domstolen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her