Tirsdag siger en FN-talsperson, at FN har fået tilladelse til at sende omkring 100 lastbiler med nødhjælp ind i Gaza. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
FN har længe sagt, at der er brug for at lade 500 lastbiler kommer ind i Gaza dagligt, og en nødhjælpschef har advaret om, at tusindvis af spædbørn risikerer at dø i Gaza.
Beslutningen om at lade 100 lastbiler med nødhjælp komme ind i Gaza kommer efter flere dage med stigende internationalt pres på Israel, der netop har afsluttet en 11 uger lang blokade af nødhjælp til Gaza.
I over to måneder har Israel hverken tilladt mad, medicin eller andre forsyninger at komme ind i Gazastriben.
Kun fem lastbiler er kommet ind i det krigshærgede område, siger FN’s nødhjælpschef, Tom Fletcher, som leder Kontoret for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA).
Tidligere tirsdag har han i et interview med britiske BBC advaret om, tusindvis af spædbørn vil dø i Gaza, hvis ikke nødhjælpen kommer frem.
Konkret peger han på, at op til 14.000 børn kan miste livet de kommende 48 timer, uden at han dog over for BBC kan dokumentere, hvordan han når frem til tallet 14.000, der af nødhjælpschefen beskrives som »skræmmende«.
Han siger, at FN har »masser af folk« til stede på landjorden i Gaza.
»De er ved sundhedscentrene, de er på skolerne og forsøger at vurdere behovene«, sagde han til BBC.
Udvider landoffensiv
Samtidig med, at begrænset nødhjælp er begyndt at komme ind i Gaza, har israelsk militær indledt en udvidet landoffensiv i området.
I Khan Younis - Gazas næststørste by - blev der mandag udstedt en evakueringsordre, oplyste den israelske militærtalsperson Avichay Adraee på det sociale medie X.
Han varslede et »hidtil uset« angreb og sagde, at hele Khan Younis-distriktet vil blive opfattet som en farlig kampzone.
Lokale sundhedsmyndigheder har tirsdag meldt om mindst 50 dræbte i Gaza. Der er blandt andet blevet meldt om luftangreb i netop Khan Younis.
Flere lande åbner for sanktioner
Lederne af Storbritannien, Frankrig og Canada truede mandag med at gribe ind over for Israel, hvis ikke landet dropper den fornyede offensiv i Gaza og ophæver restriktioner på nødhjælp. De truede blandt andet med sanktioner.
Tirsdag har yderligere en række lande åbnet op for sanktioner mod Israel på grund af krigen i Gazastriben.
Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, siger i et interview norske VG, at han er åben for sanktioner, hvis andre lande gør det samme.
»Norge er åben for at indføre strengere foranstaltninger og sanktioner, som er koordineret med andre lande«, siger Støre til VG:
»Norge vil derfor fortsætte vores kontakt med disse og andre lande med henblik på at blive enige om effektive foranstaltninger for at modvirke israelske overtrædelser af folkeretten, herunder økonomiske sanktioner«, tilføjer han.
Sverige har foreslået, at man indfører sanktioner mod individuelle israelske ministre på grund af Israels behandling af civile palæstinensere i Gazastriben.
ritzau
fortsæt med at læse


























