Storbritannien halverede nettoindvandringen til 431.000 i 2024, viser officielle tal offentliggjort torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP, efter at tallet i 2023 var 860.000.
Udviklingen tilskrives, at reglerne for at få arbejds- og studievisum er blevet skærpet i Storbritannien. Nettoindvandringen angiver forskellen mellem antallet af ind- og udvandrede personer i et land. De seneste tal er det største fald siden coronapandemien.
Det er et klart mål fra den britiske regering at mindske indvandringen. På et pressemøde tidligere i maj sagde premierminister Keir Starmer, at regeringen »endelig vil tage kontrollen tilbage« over de britiske grænser.
Han kaldte det et »løfte«, at der vil ske et fald i indvandringen inden næste valg. Dog ønskede han ikke at love, hvor stort faldet ville blive.
»Hvert område af immigrationssystemet, heriblandt job, familie og studie, skal strammes op, så vi får mere kontrol«, sagde premierministeren, der er under hårdt pres fra højrefløjen i meningsmålinger.
Sky News skriver, at det var ventet, at torsdagens tal ville byde på et fald i indvandringen. Tidligere tal havde således allerede peget i retning af et fald.
ritzau
fortsæt med at læse




























