Kim Jong-un lover Vladimir Putin sin ubetingede støttede og tror på russisk sejr i krigen i Ukraine.

Nordkorea lover Rusland ubetinget støtte i Ukraine

Lyt til artiklen

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, lover Rusland ’ubetinget støtte’ i krigen mod Ukraine.

Det siger lederen ifølge det nordkoreanske statsmedie KCNA torsdag.

Jong-un tilføjer, at han forventer, Rusland vil trække sig sejrrigt ud af krigen.

Nordkorea er blevet en af Ruslands præsident Vladimir Putins tætteste allierede i den mere end tre år lange krig i Ukraine.

Kim Jong-un har sendt soldater og våben til den russiske region Kursk for at hjælpe Rusland med at kæmpe mod ukrainske styrker. Det bekræftede Nordkorea i april.

Tilstedeværelsen af de nordkoreanske soldater er blevet kritiseret af vestlige lande, herunder USA, som har krævet, at udstationeringen ophører.

Onsdag havde Kim Jong-un besøg af Ruslands tidligere forsvarsminister, Sergej Sjojgu, der er chef for af Ruslands sikkerhedsråd.

På mødet udtrykte den nordkoreanske leder ifølge KCNA ’fuld støtte til Rusland og landets udenrigspolitik i alle afgørende politiske spørgsmål herunder Ukraine.’

Kim Jong-un udtrykte desuden en forventning om, at ’Rusland som altid vil vinde en overbevisende sejr i retfærdighedens navn.’

På mødet blev landene desuden enige om fortsat at styrke og udvide deres samarbejde.

I sommeren 2024 underskrev Vladimir Putin og Kim Jong-un en aftale om et strategisk partnerskab. De to lande lovede at yde hinanden ’gensidig hjælp’, hvis et af landene bliver angrebet.

I slutningen af april takkede Putin i en udtalelse fra sit kontor den nordkoreanske leder for støtten i Kursk-regionen, efter at ukrainske soldater var blevet trængt tilbage.

»Vores koreanske venner handlede på en følelse af solidaritet, retfærdighed og oprigtigt kammeratskab«.

»Vi sætter stor pris på dette og er oprigtigt personligt taknemmelige over for formanden for statslige anliggender, kammerat Kim Jong-un, hele ledelsen og befolkningen i DPRK«, lød det fra Putin.

DPRK er en forkortelse for Nordkoreas officielle navn, Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her