I EU-Parlamentet koger utilfredsheden over EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen. Hun bliver beskyldt for at være magtfuldkommen, løbe fra sine løfter over for de andre politiske grupper og forsøge at køre beslutninger uden om parlamentet.
Denne uge i Strasbourg fik frustrationen fuld luft, da den rumænske højrefløjspolitiker Gheorghe Piperea havde stillet et mistillidsvotum, som parlamentet skulle diskutere mandag og stemme om torsdag. Havde forslaget fået den fornødne opbakning fra to tredjedele af parlamentet, skulle hele kommissionen træde tilbage – midt i Ukraine-krig og truende handelskrig med USA. Det stod dog meget hurtigt klart, at det næppe ville ske.




























