I næsten 15 år stod Donald J. Trump og Jeffrey Epstein side om side som to verdensmænd med stor appetit på penge og smukke, solbrune kvinder, som udgjorde kulissen for deres udsvævende liv i Palm Beach og på Manhattan.
Der var overdådige middage med kendte navne i Epsteins palæ på Upper East Side i New York og hæsblæsende fester med cheerleadere og modeller i Trumps private klub og residens Mar-a-Lago i Florida. Indimellem var der ture frem og tilbage fra Florida til New York i et af Epsteins private jetfly.