De pårørende til to mænd, der er fundet døde efter en tur i Breheimen i Norge, er blevet underrettet.

Dansker og nordmand fundet døde efter redningsaktion i Norge

Lyt til artiklen

En dansker og en nordmand – begge i 60’erne – er fundet døde i Øvre Mjølkedalen i Breheimen i Norge. Det skete efter en redningsaktion, hvor man ledte efter mændene, der var på tur, skriver flere norske medier – heriblandt Aftenposten, Bergens Tidende og nyhedsbureauet NTB.

Udenrigsministeriet i Danmark bekræfter, at en dansk person er fundet omkommet i et bjergområde i Norge.

»De pårørende er underrettet. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke oplyse yderligere«, skriver ministeriet i et skriftligt svar.

Ifølge NTB oplyste politiet tirsdag eftermiddag, at det havde fået melding om, at en person på en tur var kommet til skade, og at de havde brug for hjælp til at komme ned. Der var dårlig dækning og uklare omstændigheder, lød det.

Området er ramt af dårligt vejr, skrev operationsleder Steinar Hausvik natten til onsdag.

»Lige før midnat ankom frivillige fra Røde Kors til det sted, hvor vi mente, at de to befandt sig. Desværre blev begge fundet omkommet. Røde Kors’ mandskab var nødt til at returnere fra stedet på grund af ekstremt dårligt vejr«, skrev han ifølge den norske avis VG.

Øvre Mjølkedalen ligger i Luster Kommune.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her