Demokraterne kan få fem ekstra pladser i Kongressen, hvis nye valgdistrikter bliver vedtaget ved komnende folkeafstemning i californien.

Senat i Californien vedtager nyt politisk landkort til gavn for demokraterne

Californiens guvernør Gavin Newsom er ikke bange for at gå imod  Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Californiens guvernør Gavin Newsom er ikke bange for at gå imod Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Senatet i den amerikanske delstat Californien har torsdag godkendt et nyt politisk landkort, som har til formål at give demokraterne yderligere fem pladser i Kongressen.

Det skal udligne den republikanske fordel, som præsident Donald Trump håber på at få ved at omfordele valgdistrikterne i delstaten Texas.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Demokraterne i Californien, som har guvernør Gavin Newsom i spidsen, satser på at få vedtaget ændringen af delstatens valgdistrikter i Californiens delstatsparlament i Sacramento inden fredag.

Det vil nemlig betyde, at forslaget kan blive taget op i en folkeafstemning, der finder sted 4. november.

Konkret er der tale om en lovpakke bestående af tre forslag.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP kræver en ændring af valgdistrikterne grønt lys fra delstatens indbyggere, fordi demokraterne vil skulle tilsidesætte det kort over distrikter, som tidligere har fået vælgernes godkendelse.

Donald Trump har presset på for at få et forslag igennem om et nyt kort over valgdistrikter i Texas. Her er formålet at gøre fem demokratiske pladser i Repræsentanternes Hus til republikanske pladser.

Hvis ændringen i Californien bliver godkendt vil det neutralisere den ændring i Repræsentanternes Hus.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her