Elisabet Lann var ved at blive præsenteret som ny sundhedsminister i Sverige, da hun så ud til at besvime.

Ny svensk minister kollapser under første pressemøde

Lyt til artiklen

Sveriges nye sundhedsminister, Elisabet Lann, er kollapsede under sit første pressemøde. Regeringen var ellers netop i gang med at præsentere, at Lann skal overtage ministerposten fra Acko Ankarbjerg Johansen. Men undervejs i mødet kollapsede Elisabet Lann.

Hun blev med det samme ført ud af salen i Riksdagen. Ifølge avisen Aftonbladet kom hun sig kort efter og vendte tilbage til pressemødet.

»Det har ikke været en helt almindelig tirsdag, og sådan kan det gå, når man får et blodsukkerfald«, sagde hun, efter hun var kommet tilbage, ifølge avisen.

Statsminister Ulf Kristersson samt energiminister Ebba Busch var også til stede under pressemødet. Sidstnævnte forsøgte efter kollapset at hjælpe Lann op, mens statsministeren tilsyneladende stod chokeret bagved, skriver TT.

Elisabet Lann er fra partiet Kristdemokraterna. Hun havde netop nået at sige, at hun er beæret over at overtage posten som sundhedsminister. Ifølge TT lagde hun til pressemødet vægt på, at hun vil arbejde for lige adgang til sundhedsvæsnet, kortere ventelister og en sundhedspleje, som ikke skal afhænge af, hvor patienterne bor.

»Det er tydeligt, at vi må stramme den statslige styring af sundhedsvæsnet«, sagde hun før kollapset.

Statsminister Ulf Kristersson fra partiet Moderaterna gav samme budskab:

»Der er meget arbejde tilbage, når det gælder sundhedspolitikken«, sagde statsministeren ifølge TT.

Hendes partifælle Acko Ankarbjerg Johansen, der var den forhenværende sundhedsminister, meldte mandag ud, at hun vil forlade regeringen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her