Polen fortsætter onsdag morgen operation relateret til gentagne krænkelser af landets luftrum, siger Tusk.

Polen: Vi har skudt et stort antal russiske droner

Foto: Kacper Pempel/Ritzau Scanpix
Foto: Kacper Pempel/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Polens regeringschef, Donald Tusk, bekræfter onsdag, at landet har brugt våben til at skyde et stort antal russiske droner ned efter det, som han definerer som gentagne krænkelser af polsk luftrum.

Det skriver han på det sociale medie X ifølge Reuters.

»En operation er i gang relateret til de gentagne krænkelser af polsk luftrum«.

»Militæret har brugt våben mod objekterne«, skriver han.

Tusk skriver desuden, at han har informeret Natos generalsekretær, Mark Rutte, om den aktuelle situation, og de initiativer, der er blevet iværksat over for objekterne.

Landets forsvarsminister, Wladyslaw Kosiniak-Kamysz, råder på X borgere til ikke at nærme sig fragmenter fra nedfaldne objekter.

Viceforsvarsminister Cezary Tomczyk oplyste tidligere ifølge Reuters på X, at både regeringschefen og Polens præsident, Karol Nawrocki, var blevet informeret om situationen.

Polens operative kommando har opfordret borgere til at blive hjemme, mens Polens militær udfører en operation, der har til formål at identificere og neutralisere objekterne.

»Der er tale om en aggressiv handling, der udgør en reel trussel mod vores borgeres sikkerhed«, skriver kommandoen i et opslag på X tidligt onsdag morgen.

Fire lufthavne i Polen lukket

Her fremgår det også, at eftersøgningen og lokaliseringen af nedskudte objekter fortsætter onsdag morgen.

Tidligere på natten advarede Ukraines luftvåben om, at russiske droner var trængt ind i polsk luftrum, og polske fly blev sendt på vingerne. Det skrev kommandoen på X.

Fire lufthavne i Polen blev natten til onsdag desuden lukket grundet uforudset militær aktivitet. Det oplyste den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Lukningerne sker ifølge FAA i forbindelse med sikring af statens sikkerhed.

Blandt lufthavnene er Warszawa Chopin Lufthavn, der er landets største lufthavn.

Lufthavnen bekræfter tidligt onsdag morgen ifølge Reuters, at både lufthavnen og luftrummet over den er midlertidigt lukket grundet en militæroperation.

Derudover drejer meldingen sig ifølge FAA om Warszawa Modlin Lufthavn, der ligger nord for den polske hovedstad, Warszawa.

Også Rzeszów Ulma Lufthavn og Lublin Lufthavn, der begge ligger i det sydøstlige Polen, er omfattet af lukningen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her