Bidraget sker i lyset af russiske krænkelser af polsk luftrum. Nato må stå sammen, siger Mette Frederiksen.

Danmark tilbyder to kampfly og en fregat til Polens forsvar

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Danmark tilbyder at bidrage til Polens forsvar med to kampfly og en fregat, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse. Bidraget sker i rammen af Nato og som reaktion på denne uges russiske krænkelser af polsk luftrum, lyder det.

Danmark vil bakke fuldt op om Polen i denne situation, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

»Vi må ikke være naive. Putin skyr ingen midler, og han tester os. Derfor er det afgørende, at vi står sammen i Nato, og at Nato er klar. Det bidrager Danmark til«, siger hun i pressemeddelelsen.

Bidraget sker som led i en større oprustning af Østeuropa fra forsvarsalliancen Nato fredag. Den kommer, efter at droner fra Rusland natten til onsdag fløj ind over Polen.

Ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) skal Nato vise Rusland, at det om nødvendigt er klar til at vise sine »militære muskler«.

»Jeg ser med dyb alvor på krænkelsen af polsk territorium. Det er en fuldkommen uacceptabel adfærd fra russisk side. Derfor er det også afgørende, at vi i kredsen af Nato-lande står sammen og sender et klart modsvar til Putin«, udtaler forsvarsministeren i pressemeddelelsen.

»Afskrækkelse er ikke kun et spørgsmål om militære muskler. Rusland skal også vide, at vi er klar til at bruge dem«.

Polen har anmodet Nato-allierede om at styrke alliancens tilstedeværelse i landet og yde støtte med luftforsvarskapaciteter. Som svar tilbyder Danmark at bidrage med to kampfly til såkaldt air policing samt en fregat, der kan bidrage både maritimt og til overvågning af luftrummet. Det konkrete danske bidrag vil blive koordineret med Nato og tilpasset de operative behov, skriver Forsvarsministeriet.

Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) viser denne støtte fra Nato, hvad forsvarsalliancen handler om.

»En provokation mod én er en provokation mod alle. Så når russiske droner krænker polsk luftrum er Danmark selvfølgelig klar til at hjælpe«, siger Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen.

Nato opruster langs den østlige flanke

Ifølge Nato’s generalsekretær, Mark Rutte, vil også Frankrig, Storbritannien og Tyskland bidrage med materiel, fortæller han på et pressemøde fredag.

»Nato lancerer Eastern Sentry for at styrke vores position yderligere langs vores østlige flanke«, siger Rutte ifølge nyhedsbureauet Reuters om den militære aktivitet, der vil blive påbegyndt i de kommende dage og vil involvere et udvalg af materiel fra allierede.

Tyskland og Frankrig meddelte allerede torsdag, at de to lande øger deres tilstedeværelse i luftrummet over Polen ved at sende kampfly til området.

Mark Rutte kalder episoden, hvor et større antal droner krænkede polsk luftrum, for »uforsvarlig og uacceptabel«.

»Vi kan ikke have, at russiske droner flyver ind i allieredes luftrum«, siger han.

På pressemødet deltager også Alexus Grynkewic, som er amerikansk general og ansvarlig for Nato’s missioner i Europa. Han understreger, at Nato vil forsvare hvert et hjørne af sit territorium:

»Polen og indbyggerne i resten af alliancen bør føle sig sikre efter vores hurtige respons tidligere på ugen og vores markante annoncering her i dag«.

Efter at dronerne fløj ind over Polen onsdag, modtog Nato en anmodning fra Polen om at øge tilstedeværelsen i landet. Rusland har hverken be- eller afkræftet, at det var russiske droner, der onsdag blev sendt ind over Polen, men Nato-landene anser det for at være et faktum. Ifølge Polen fløj 19 droner ind over landet. Mindst tre blev skudt ned.

Polen grænser ikke op til Rusland, men til Belarus, som er Ruslands nære allierede, og til Ukraine, hvor Rusland siden februar 2022 har ført krig.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her