Den amerikanske præsident, Donald Trump, føler sig overbevist om, at Hamas er klar til varig fred, skriver han på sit sociale medie Truth Social, efter at Hamas fredag aften har erklæret sig villig til at forhandle om en fredsplan for Gaza og til at løslade de resterende israelske gidsler.
Trump kræver til gengæld, at Israel stopper med at bombe Gaza, så gidslerne kan komme hurtigt og sikkert ud.
»Vi diskuterer allerede de udestående detaljer. Det her handler ikke kun om Gaza, men om længe efterspurgt fred i Mellemøsten«, skriver han.
I en video, som Trump og Det Hvide Hus har delt på Truth Social og X natten til lørdag, siger præsidenten, at alle parter vil blive behandlet retfærdigt i de videre drøftelser.
»Alle vil blive retfærdigt behandlet«.
Trump siger i videoen også, at det er en særlig dag, som ifølge ham er uden fortilfælde. Han takker de lande, der har mæglet i drøftelserne.
»Så mange mennesker har kæmpet så hårdt. Det er en stor dag, vi får at se, hvordan det hele ender«, lyder det.
Det er Trump selv, der har fremlagt en omfattende plan for, hvordan der kan opnås fred i Gaza-striben. Han gav Hamas en frist til søndag aften amerikansk tid til at acceptere planen, men allerede fredag aften kom svaret fra den palæstinensiske gruppe. Hamas betinger sig dog, at det bliver en regering bestående af palæstinensere, der fremover skal bestemme over Gaza-striben.
Trump har på Truth Social også delt udtalelsen fra Hamas om planen, ligesom Det Hvide Hus har delt udtalelsen. Det beskriver nyhedsbureauet AFP som et usædvanligt træk fra en amerikansk præsident.
Mousa Abu Marzook, der er et højtstående medlem af Hamas, siger til Al Jazeera, at gruppen ikke vil lægge våbnene, før besættelsen af Gaza er ophævet. Trump har kaldt sin fredsplan for Hamas’ sidste chance. Griber man ikke den, »så bryder et helvede løs«, har han truet med.
Fakta
Donald Trumps fredsplan
Her er en forkortet udgave af planen:
- Gaza afradikaliseres og bliver fri for terror.
- Gaza genopbygges.
- Krigen slutter efter accept af plan. Israelske styrker trækkes tilbage til aftalte linjer.
- Inden for 72 timer frigives alle gidsler, levende og døde.
- Israel løslader 250 livstidsfanger og andre 1700, der blev tilbageholdt i Gaza efter 7. oktober 2023, inklusive alle kvinder og børn.
- Hamas-folk, der forpligter sig til fredelig sameksistens og afleverer våben, får amnesti. Hamas-folk kan via sikker passage rejse til modtagerlande.
- Nødhjælp sendes straks til Gaza. Det omfatter også genopbygning af infrastruktur og hospitaler.
- Nødhjælp sker via FN og hjælpeorganisationer uden indblanding fra Israel eller Hamas.
- Gaza styres midlertidigt af upolitisk, palæstinensisk komité. Over den står et såkaldt Board of Peace med Trump som formand og britisk ekspremierminister Tony Blair som medlem.
- Plan for økonomisk udvikling udarbejdes af ekspertgruppe.
- Særlig økonomisk zone med told og adgangsvilkår etableres.
- Ingen tvinges til at forlade Gaza.
- Hamas får ingen rolle i Gazas styre.
- Regionale samarbejdspartnere garanterer, at Hamas og andre grupper overholder deres forpligtelser.
- USA og arabiske og internationale partnere opretter midlertidig International Stabiliseringsstyrke (ISF) i Gaza. ISF træner og støtter godkendte palæstinensiske politienheder og rådfører sig med Jordan og Egypten.
- Israel vil hverken besætte eller annektere Gaza. Efterhånden som ISF opnår kontrol, trækker Israels hær sig tilbage.
- Hvis Hamas forsinker processen, uddeles fortsat nødhjælp i terrorfrie områder.
- Dialog mellem trosretninger.
- I takt med genopbygningen kan der komme betingelser for en troværdig vej mod palæstinensisk selvbestemmelse og statsdannelse.
- USA etablerer dialog mellem Israel og palæstinenserne.
Kilde: Det Hvide Hus.
/ritzau/
ritzau
fortsæt med at læse


























