En gyser kan man ikke kalde det. Da EU-Parlamentet torsdag skulle stemme om, hvorvidt EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, burde væltes. Ikke én, men to gange stemte de, fordi både den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj har udtrykt mistillid til hende. Begge afstemninger faldt pladask, men alligevel er der ikke meget at fejre for kommissionsformanden – som i øvrigt ikke selv var til stede.
Hendes gruppefælle, formanden for den konservative EPP-gruppe Manfred Weber, kaldte mandag afstemningen for »latterlig« og en gimmick for fransk indenrigspolitik. Det var nemlig lederen af det franske højrefløjsparti Rassemblement National, Jordan Bardella, der havde taget initiativ til den ene afstemning. Og den franske venstrefløjsrøst Manon Aubrey stod bag den anden.


























