Artiklen er opdateret kl. 8.25, efter at sanktionspakken er blevet officielt vedtaget.
EU-landene er blevet enige om en 19. sanktionspakke mod Rusland, oplyser det danske EU-formandskab. Pakken er blevet vedtaget torsdag morgen klokken 8.00.
Pakken indeholder et forbud mod import af flydende naturgas fra Rusland. Ifølge nyhedsbureauet dpa er der også i pakken et løfte fra EU-landene om yderligere at reducere importen af russisk olie.
En bred skare af EU-lande blev allerede i sidste uge enige om sanktionspakken, men Slovakiet var ikke med om bord, og det kræver enstemmighed at indføre nye sanktioner. Slovakiets ministerpræsident, Robert Fico, ville have indrømmelser fra EU-Kommissionen blandt andet i forhold til høje energipriser. En slovakisk diplomat siger, at landets krav er blevet mødt af kommissionen.
Forbuddet mod import af flydende naturgas vil blive indført i to stadier. Importkontrakter med kort løbetid skal annulleres inden for seks måneder, og kontrakter med lange udsigter skal skrottes inden 1. januar 2027.
USA indfører sanktioner mod energigiganter
Også USA’s finansminister, Scott Bessent, varsler onsdag nye amerikanske sanktioner mod Rusland, skriver nyhedsbureauet AFP.
»Vi vil annoncere en betydelig optrapning i sanktioner mod Rusland i eftermiddag eller som det første i morgen tidlig«, siger han til fremmødte journalister i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet.
Han uddyber ikke umiddelbart, hvilke konkrete sanktioner der bliver tale om.
Den 18. sanktionspakke blev EU-landene enige om i juli. Dengang lød det, at formålet med den nye pakke blandt andet var at ramme den russiske energisektor. Derfor blev der indført et lavere prisloft for råolie, som Rusland tjener mange penge på at eksportere. Samtidig kom der et forbud mod at gøre brug af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen.
Formålet med sanktionspakkerne er at presse den russiske økonomi, som er meget afhængig af eksport af fossile brændsler. Håbet i EU-landene er, at Rusland vil opgive sin krig i Ukraine.
ritzau
fortsæt med at læse




























